Fyldte peberfrugter – peperoni ripieni


Pæn indpakning. 
Italienere laver fyldte peberfrugter på mange forskellige måder. Det er en af den slags retter, hvor der for en gangs skyld faktisk er stor valgfrihed og lov til at modificere opskriften efter, hvad du lige har i køleskabet. Vi lavede denne udgave med oksekød, men du kan også bruge kalve- eller svinekød eller en blanding. Du kan komme grøntsager i farsen, f.eks. auberginer. Peberfrugterne kan også skæres over i halve og fyldes, men vi synes, de er meget pænere sådan her. Det gælder om at vælge peberfrugter, der kan stå selv, så værd lidt omhyggelig, når du køber ind.

Ingredienser til fire personer

4 gule og røde peberfrugter
Et stykke daggammelt brød (ca. 100 gr.)
ca. et glas mælk
1 løg
1 stilk bredbladet persille
2 spsk. parmigiano Reggiano
2 spsk. Pecorino Romano (hård italiensk fåreost) til farsen + 1 spsk. til gratinering
500 gr. hakket oksekød
2 æg
3 spsk. rasp
Ekstra jomfru olivenolie
Salt og peber

Sådan gør du
Start med at skære brødet i stykker og læg det i blød i mælken i en halv times tid. Hak løg og persille helt fint. Riv Parmigiano Reggiano og pecorino på den fineste side af rivejernet. Pres mælken ud af brødet, og bland det med kødet, løg, persille, den revede ost og 2 æg.  Tilsæt salt og peber, og bland det hele sammen med en ske eller med hænderne. Det behøver ikke blive fuldstændigt homogent, men der skal ikke være klumper af brød. Lad farsen hvile en halv time i køleskabet.

Forvarm ovnen til 180 grader. Skær omhyggeligt toppen af peberfrugterne, men sørg for, at toppene forbliver intakte.  Fjern forsigtigt alle frøene, mens du passer på, at der ikke går hul på peberfrugterne. Fyld peberfrugterne op med farsen, til der er en lille top på – uden at mase.

Lav en blanding af tre spiseskefulde rasp, en spiseskefuld ekstra jomfru olivenolie og en spiseskefuld revet pecorino. Mærk på blandingen, den skal ikke være tør, men heller ikke en pasta. Drys blandingen på toppen af de fyldte peberfrugter, og sæt dem i ovnen i ca. en time på 180 grader. Toppene tager du ud efter ca. en halv time.

Anret peberfrugterne med toppen på og server.

Tip. Hvis du har fars tilovers, så form nogle runde kugler på størrelse med små frikadeller, og rul dem i rasp. Steg dem i rigeligt ekstra jomfru olivenolie, til de er gyldne på alle sider (ca. 5-7 minutter). Så er der en lille antipasto, eller en snack til kokken – som nåede at spise dem, inden vi fik taget et billede…

9 comments

    • Marie says:

      Hej Susanne
      Peberfrugterne er jo en ’secondo’, dvs. en hovedret efter pastaen. Det er ikke altid, vi har lavet tilbehør til, fordi retten i sig selv både indeholder kød og grøntsager – men ellers ville jeg forslå ovnkartofler eller noget grøntsagstilbehør, f.eks de grillede squash, som du også finder en opskrift på her på bloggen 🙂

      Hilsner Marie

      • Susanne says:

        Fantastisk lækker ret – lavede den med hakket gris og med ovnbagte grøntsager og kartofler til. De små lækre kødboller bliver gemt til onsdag og serveres med en rest god tomatsauce og pasta. Og så glæder jeg mig til at prøve spagetti alla carbonara. Jeres opskrifter ser meget spændende ud.

        • Marie says:

          Hej Susanne
          Ih – hvor dejligt at høre, at det blev en succes 🙂 Tak for rosen…
          Mange hilsner

          Marie

  1. Pernille says:

    Fantastiske opskrifter du har her på bloggen. Min mand og jeg har efterhånden prøvet en del efterhånden… 🙂 Denne opskrift er ingen undtagelse – super lækker ret! Dejligt at man som ikke-italiener hermed har mulighed for at prøve disse autentiske opskrifter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *