Fritterede rejer og calamari er en middehavsklassikker, og du kan næsten ikke undgå at møde duften af denne ret, hvis du tager på ferie nær havet i Italien. Så hvis du allerede savner lidt feriestemning, så kan du jo prøve den derhjemme.
Vi fritterede også ansjoser, fordi vi var i Ligurien, hvor den lille fisk er en slags egnsspecialitet. Friske ansjoser kan være svære at finde i Danmark, og de kan også sagtens undværes.
Ingredienser 4 personer
2 store håndfulde rejer med skal
6 små calamari
1/2 kg ansjoser
2-3 liter olie
Mel
Citron
Salt
Sådan gør du
Vask rejer og calamari (fjern indmaden, hvis fiskehandleren ikke har gjort det), og rens ansjoserne (se her, hvordan man gør). Tør det hele grundigt.
Skær calamari ud i 1/2 cm tykke ringe. Rejer og ansjoser fritteres hele (rejerne med skal).
Varm olien op i en gryde, eller fritturekoger. Det er meget vigtigt, at olien har den rigtige temperatur, inden du begynder at frittere. Olien må ikke ryge, men skal være meget varm (ca. 180 grader).
Se 7 grundregler, til hvordan du fritterer, her.
Hæld mel op i en dyb tallerken, og vend rejer, fisk og calamari, inden du fritterer dem i olien. Fritter kun lidt af gangen, så olien ikke taber varme. Brug evt. 2 gryder, så kan du frittere mere af gangen.
Sørg for at dumpe et stykke i af gangen, og og hold så vidt muligt stykkerne adskilte i olien, så de ikke klistrer sammen. Når rejer, ansjoser og calamari er gyldne, (men ikke brændte) på overfladen, er de klar.
Læg dem på fedtsugende papir, og drys straks med salt.
Server sammen med et par skiver citron, mens de endnu er brændvarme og sprøde.
Mmmmm – feriemad – vi fik en skøn tallerkenfuld af små frittede blæksprutter, rejer og ansjoser på Sicilien sidste år – den første aften lige efter flyveren – siden har vi ikke været i Italien. Tiden går så hurtigt, for jeg kan faktisk smage dem endnu 🙂
vh/Karen
Hej Karen
Jeg havde helt overset din kommentar.. Det må være feriehjernen 🙂 Det må da være på tide, at I snart tager en tur til Italien igen, så..!
Hej,
Skal man spise skallen på rejen?
Vh Maren
Hej Maren
Nej, dem skal du pille af, inden du spiser dem. Det er derfor, man bliver så fedtet, mens man spiser 🙂
Hilsner Marie