Lad mig slå fast med det samme – kødboller i tomatsovs skal ikke serveres sammen med spaghetti i bedste Lady & vagabonden-stil. I hvert fald ikke hvis menuen skal være italiensk. Spaghettiversionen er den amerikanske version af den traditionelle italienske ret. I Italien serveres kødboller i tomatsovs som en secondo (hovedret), f.eks. sammen med kartofler. Hvis der bliver sovs tilovers i gryden, når alle kødbollerne er spist, kan den til gengæld med fordel bruges sammen med pasta dagen efter. Det er mere italian style.
Retten findes i mange varianter alt afhængig af region og familie, så der er ikke én rigtig måde at lave den på. Det her er vores bedste version.
Ingredienser 6 personer
Til kødbollerne:
1250 gr. hakket kalvekød
200 gr. blødt hvedebrød
100 gr. parmesanost
4 æg
3 spsk. rasp
Bredbladet persille
Lidt revet muskatnød
1-2 spsk. rødvin
ca. 1/2 liter mælk (til at blødgøre brødet)
Salt & peber
Til tomatsovsen:
1 løg
1,5 liter passata (purerede tomater)
1-2 dl ekstra jomfru olivenolie
lidt sukker
Sådan gør du
Start med at lave tomatsovsen – en traditionel sugo al pomodoro. Hak løget fint og svits ved lav varme i olivenolien, til de er gennemsigtige. Brug gerne en gryde af terracotta.
Tilsæt de purerede tomater og en lille smule sukker for at tage syrligheden i tomaterne. Lad sovsen simre ved lav varme i mindst en time.
Lav kødbollerne imens. Læg brødet i blød i en skål med mælk – brug kun den bløde del ikke skorpen. Når det er godt blødgjort, presser du forsigtigt mælken ud med hænderne. Bland brødet med det hakkede kalvekød, revet parmesan, æg, rasp, lidt revet muskatnød – og hvis du vil et par skefulde rødvin. Hak også lidt bredbladet persille og kom ved sammen med salt og peber. Bland alle ingredienser god sammen med hænderne.
Form så kødbollerne og læg dem på et fad. De skal være 2-3 cm i diameter.
Når tomatsovsen er klar, tilsætter du kødbollerne. Tomatsovsen vil nu blive mere våd, når kødet afgiver sin væde. Den skal derfor simre mindst en time mere, til den igen er reduceret. Nogle af kødboller går lidt i stykker, fortvivl ikke, det gør kun sovsen bedre.
Server dine kødboller i tomatsovs varme med kartofler og/eller brød til.
sikke en lækker opskrift med gode billeder. Jeg vil dog fortrække dem med kød med lav fedt% og havregyn istedet for brød. men de ser gode ud 🙂
Hej Samantha
Tak. Din version vil nok være en lidt sundere variant, fin blog du har også 🙂
Hilsner Marie
De gange jeg har været på ferie i Italien, der har alle restaurenterne Spaghetti Bolognaise på menuen, men det er måske heller ikke det samme?
Den store udfordring ved det, er at der er meget hvede og brød i den Italianske mad, noget jeg gerne ville undgå, er der evt. et alternativt hvede og brød i opskrifterne?
Hej Tommy
Nej, ragu alla bolognese er ikke det samme – det er en kødsovs. Retten er så kendt, at den kan fås på ‘turistede’ restauranter over hele Italien – men den stammer oprindeligt fra Bologna (deraf navnet). Egentlig spises den ikke med spaghetti i Bologna, men med ‘tagliatelle’, som er en type af båndpasta. Den er mere velegnet, fordi ragu’en ikke så nemt ‘glider af’. Du kan finde opskrften på den originale ragú alla bolognese her på bloggen også.
Med hensyn til hvede og brød, så består det italienske måltid af en ‘primo’, som typisk er pasta eller risotto, og så en ‘secondo’, som er kød/fisk med en ‘contorno’ (tilbehør) som er grøntsager.
Så bare spring ‘primoen’ over og gå direkte til ‘secondoen’ (som normalt serveres med brød, men det kan man jo også bare lade være med at spise) 🙂
Mange hilsner
Marie
PS. Jeg er ved ar re-designe bloggen, og den spiller mig lidt et teknisk pus, derfor blev denne post åbenbart sendt ud igen, selvom jeg har udgivet den for et stykke tid siden…
moskatnød = muskatnød ?
Ups, ja! Muskatnød 🙂
Hej,
Kan denne ret med fordel laves dagen før, skal bruge det til ca. 20 mennesker, og hvad vil du anbefale af tilbehør til udover pasta (og ris til dem som ønsker dette)
På forhånd tak.
Mvh
Jean
Hej Jean
Ja, du kan sagtens lave den dagen før – det bliver den kun bedre af. Vi anbefaler til hver en tid kartofler som tilbehør.
Pasta og ris er ikke ’tilbehør’ i Italien, men retter i sig selv, enten som risotto eller en pastaret, hvor pasta og sovs blandes inden servering. Såkaldte ‘primi’, der serveres inden hovedretten.
Mange hilsner
Marie
Fantastisk ret! Har høstet mange roser fra min bedre halvdel 🙂 og super enkel at lave!
Tak Anders 🙂 det er godt at høre!
Hej. Denne skal prøves i aften! Men jeg er dog i tvivl – skal det forstås at kødbollerne skal steges, derefter i fad med tomatsovs, eller råt i fad med tomatsovs over og så i ovn?
Hej Mathias
Nu har du sikkert lavet retten – jeg håber, den blev god 🙂 Kødbollerne skal ikke steges først, men kommes direkte i sovsen.
Mange Hilsner
Marie
Skøn opskrift, tak. Har netop serveret retten med stor succes – brugte dog mere rødvin og mere parmesanost. Jeg undrede mig over, at der ikke er hvidløg i – er det ikke en næsten obligatorisk ingrediens i sådan en ret?
Hej Søren
Tak, godt at høre, det blev en succes 🙂 vi bruger ikke hvidløg i denne ret – men du kan sagtens gøre det, hvis du synes. Der er ret meget frihed lige i denne her…
Hilsner Marie
Jeg er med på, at man kan gøre, som man vil, og jeg savnede ikke hvidløg – men undrede mig. Mit spørgsmål er mere generelt: er hvidløg ikke helt almindeligt i den slags retter – og altså usædvanligt at udelade?
Hej Søren
Tjo, det kan du måske godt sige – hvidløg er jo en grundingrediens i rigtigt mange retter og sovse – og også i den klassiske tomatsovs, så på den måde er det vel lidt usædvanligt.
Mange hilsner
Marie
Hej. Jeg fandt din blog da jeg efter et besøg i Super Marco i København, googlede opskriften på torta della nonna. Her så jeg mange andre opskrifter, stort set på alle mine yndlingsretter. Nu glæder jeg mig meget til at dykke ned i dine opskrifter, både de der er, og de der ikke er lagt op endnu.
Venlig hilsen
Lene Dalsgaard i Ribe.
Hej Lene
Tak, dejligt at høre 🙂 god fornøjelse med opskrifterne!
Mange hilsner
Marie
Er det korrekt at der ikke skal salt i tomatsaucen?
Hilsen/Torsten
Jeg elsker denne opskrift. En gang imellem tager jeg noget fars fra og former som et lille aflangt farsbrød, som jeg tilbereder i ovnen. Smager fantastisk 🙂