Snit og hak. Udgangspunktet for rigtigt mange italienske opskrifter er en blanding af finthakkede grøntsager og krydderurter, som sauteres i olivenolie eller en anden type fedt, for eksempel pancetta. Det kaldes en ‘soffritto’. Den mest klassiske italienske soffritto er løg, gulerod og bladselleri sauteret i rigelige mængder ekstra jomfru olivenolie. En soffritto med disse tre ingredienser er udgangspunktet for mange retter med kød, for eksempel den klassiske kødsovs, ragu’ alla bolognese, men også for retter med fisk og skaldyr.
Ingredienser – mængden afhænger af den enkelte opskrift
Løg
gulerod
bladselleri
Sådan gør du
Gulerødderne og løget skrælles, og du fjerner ‘trådene’ fra bladsellerien med en kniv. Snit og hak derefter grøntsagerne så fint, du kan. Varm olivenolie i en pande eller gryde, og tilsæt alle grøntsagerne på en gang. Sauter dem ved lav varme. Hav tålmodighed her, det er vigtigt, at grøntsagerne får tid til at blive helt ‘færdige’, før du tilsætter de næste ingredienser. Rør rundt, og pas på, de ikke brænder på. Når løget har taget farve, er du klar til at gå videre med retten og tilsætte de næste ingredienser.
Undskyld, der er noget, jeg ikke forstår. Du skriver:” … tilsæt alle grøntsagerne på en gang.” Og dernæst: “at grøntsagerne får tid til at blive helt ‘færdige’, før du tilsætter de næste ingredienser.”
Vil det sige, at soffritto’en blot er en grundsubstans? Hvorledes anvendes den i din opskrift på lammekølle med ovnkartofler?
Venligst
Preben
Hej Preben
Ja, netop. En ‘soffritto’ er en basis/udgangspunkt for mange italienske retter – også af dem her på bloggen. Derfor har jeg lavet denne opskrift, som jeg linker til fra mange af de andre opskrifter – så slipper jeg for at gentage mig selv i et væk.. 🙂 I opskriften på lammekølle, skal du starte med en ‘soffritto’, (som beskrevet ovenfor) og dernæst tilsætte lammekøllen, som skal brunes på alle sider, før den kommer i ovnen – sammen med grøntsagerne og de øvrige ingredienser, der er beskrevet i opskriften.
Mange hilsner
Marie
Det hedder “trådene” ikke trådende.
Ikke for at være pernittengrynet, men altså!!!
Ups, rettet, tak!
Kan man lave en stor portion, nu hvor køkkenhaven bugner, og fryse ned til senere?
Hej Lene
Beklager det sene svar – men ja! Du kan sagtens snitte grøntsagerne fint og og fryse dem.
Hilsner Marie