Pennette med hornfisk og oliven | Pennette aguglie e taggiasche

Pennette med hornfisk og oliven

Denne opskrift på pasta med hornfisk, oliven og friske tomater har vi selv opfundet, efter vi var ude at fiske i Helsingør i lørdags. Når hornfiskene kommer forbi i sæsonen, så er det bare at hive dem op af vandet. For børn og andre utålmodige sjæle, som mig selv, så er det den perfekte måde at fiske på. Der var succes stort set hver gang, vi kastede snøren ud. Vi fangede omkring 10-12 fisk. Den samme aften spiste vi smørstegte hornfisk med nye kartofler, som det sig hør og bør. Resten af fiskene rensede vi og lagde dem  i fryseren.

Igår kunne vi så tø en pose op og tilberede fisken all’italiana med små modne tomater og taggiasche-oliven. Retten bliver kun rigtig god, hvis du har de gode råvarer. Frisk fisk – dem du selv har fanget, smager selvfølgelig altid allerbedst, modne smagfulde tomater, taggiascheoliven (vi køber dem med hjem fra Italien, men jeg har set dem fx i SuperBest – det samme med kapers i salt fra Pantelleria). 

Ingredienser til 4 personer

400 gr. pasta af typen pennette
1 stor hornfisk (ca. 1 kg) eller to små
2 skefulde oliven af typen taggiasche
ca. 20 modne cherrytomater
Ekstra jomfru olivenolie
3 fed hvidløg
1 skvæt hvidvin (et godt stort skvæt – ca. et halvt glas)
Bredbladet persille
2 ansjosfiletter
4-5 kapers fra Pantelleria (store kapers i salt)
Salt & peber

Sådan gør du

Start med at fillettere hornfiskene og fjern fiskeben og skind fuldstændigt. Det er lidt besværligt, ja.

Fjern salt fra kapers ved at skylle under rindende vand. Hak persillen fint. Hav alle ingredienserne klar, når du nu går igang.

Varm en god slat ekstra jomfru olivenolie op på en pande. Tilsæt de hele fed hvidløg, pas på, de ikke tager farve. Tilsæt også ansjosfiletterne, som opløser sig i olien. tilsæt tomaterne, mas dem lidt, så de åbner sig.

Tilsæt så oliven, kapers og hornfisken ved høj varme. Lad nogle filetter forblive intakte og skær andre i småstykker. Hæld et godt skvæt hvidvin ved, og lad alkoholen fordampe.

Tilsæt salt, peber og hakket persille. Så snart fisken har skiftet farve, slukker du for panden og lægger låg på.

Kog pastaen, til den er al dente. Tag de store hele hornfiskefiletter fra sovsen. Straks pastaen er klar, blander du den med sovsen.

Server med de hele filetter øverst, drys med bredbladet persille, friskværnet peber og et stænk af ekstra jomfru olivenolie.

6 comments

    • Marie says:

      Hej Per
      Åh ja, det er frygtelig lang tid siden vi var på den fisketur. Jo, jeg regner med, at jeg kommer igang med at blogge igen – absolut. Det går lidt op og ned med travlheden, så derfor har jeg ikke været der længe. Men bunken af opskrifter, jeg gerne vil dele, er stadig høj (Italien er vel nærmest et uudtømmeligt skatkammer, hvad mad angår), så jo. Når tiden er til det, så skal der nok komme mere 🙂

      Mange hilsner
      Marie

    • Marie says:

      Hej Marianne
      Det er ansjosfiletter fra glas (eller dåse) – kan købes i de fleste velassorterede supermarkeder.

      Mange hilsner
      Marie

Skriv et svar til Gitte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *