Ingredienser til 4 personer
- 500 gr grønne asparges
- 1.5 liter grøntsagsfond eller boullion
- 320 gr risottoris (det skal være risottoris, arborio eller carnaroli, og ikke almindelige ris – velasorterede supermarkeder har dem)
- 1 løg
- 1/2 glas hvidvin
- 40 gr smør
- 100 gr revet ost af typen Grana Padano
Sæt 1.5 grøntsagsfond eller boullion (grøntsagfond er selvfølgelig bedst) over i en gryde og bring det i kog – den skal koge under hele tilberedningen. Hvis du bruger boullionterninger, brug da bare 2 terninger, ellers bliver det for kraftigt. Skær den hvide og hårde del af aspargesene fra, og lad derefter aspargesene ligge i koldt vand i 10 minutter. Snit løget helt fint og svits i en stor pande eller gryde i 15 gr smør, til de er gennemsigtige.Skær nu aspargesene i tynde runde skiver på højst 3 mm. Lad toppene (de øverste par centimeter) være intakte og læg dem til side. Tilsæt aspargesene (ikke toppene) til løget i gryden og lad dem svitse med i ca. 10 minutter. Tag så grøntsagerne af gryden og put istedet risene i gryden. Lad dem varme, indtil du kan mærke varmen, når du holder hånden lige over risene (ca. et par minutter). Tilsæt så hvidvinen og lad alkoholen fordampe.
Hæl grøntsagerne tilbage i gryden til risene, sammen med et par øser af den kogende grøntsagsfond. Rør rundt. Når væden er næsten helt opsuget af risene tilsættes endnu en øse, og sådan fortsætter du, indtil risene er klar (ca. 18 minutter). I starten går det hurtigt, da risene optager meget væde, senere er der lidt længere mellem øserne. Du skal hele tiden røre forsigtigt rundt i gryden.
Når der er ca. 10 minutter tilbage, tilsætter du aspargestoppene, sådan at de ikke koger helt ud, men stadig har lidt bid og smag i. Når risene er klar (de skal også have lidt bid i), slukker du blusset og tilsætter resten af smøret og osten, mens du rører kraftigt rundt. Sådan bliver risottoen lækker cremet. Lad derefter aspagesrisottoen hvile i 5 minutter under låg og server så med revet ost af typen Grana Padano.
Flere opskrifter med asparges
Mums – jeg havde næsten glemt risotto – der er heldigvis arborioris i skuffen og tørrede svampe i skabet. Det vil jeg lave til resterne af rådyrboven fra i lørdags. Hvad skulle man dog gøre uden sine lagre 🙂
Ja, det er i hvert fald også en sikker vinder herhjemme 🙂 en af livretterne her er netop risotto med tørrede karl-johan svampe (da vi boede i Danmark blev de altid fragtet med hjem fra besøg hernede). Det kunne være, jeg skulle lægge den opskrift på næste gang…
Jeg elsker Italien og pasta (selvom sidstnævnte næsten er forbudt i Low-carb Danmark). Heldigvis fandt jeg din/jeres blog da lysten til asparges risotto meldte sig – nu står den og simrer på kogepladen
Dejligt, jeg håber, den blev god 🙂
Det var en ualmindelig dejlig ret, med friske hjemmedyrkede asparges.
Det lyder godt, gid jeg også havde hjemmedyrkede asparges!
Mange hilsner
Marie