Spaghetti alla carbonara


Nem klassiker.
Hurtigt at lave, smager vidunderligt, giver masser af energi. Det er tre gode grunde til, at spaghetti alla carbonara er en populær ret også langt uden for Italiens grænser. Opskriften her er tro mod den originale opskrift på spaghetti alla carbonara, der oprindeligt er en traditionel ret fra regionen Lazio, og især området omkring Rom.

Historien fortæller, at pasta alla carbonara i gamle dage var en hyppig spise blandt kulminearbejderne (kul hedder carbone på italiensk) i området omkring Rom, og at retten derfor hedder, som den gør. Spaghetti er den pastatype, der ofte serveres ‘alla carbonara’ i Italien, men andre typer af lang pasta kan også bruges.

Som de fleste andre traditionelle retter fra Rom, består spaghetti alla carbonara af enkle og beskedne ingredienser. Fløde og parmesanost hører ikke hjemme i den originale version, men er en variation, der ofte spises uden for Italien. Rådet herfra er: undgå fløde i din carbonara.

Til den originale opskrift skal du bruge ‘guanciale’, det er hel tørsaltet og krydret svinekæbe. Det er en afgørende ingrediens i den originale version af carbonara, men guanciale kan være svært at opstøve i Danmark, så du kan alternativt bruge pancetta eller bacon – der ikke er røget.

Hvis du vil følge den originale version, skal du også i stedet for parmesanost bruge revet ost af typen Pecorino Romano, en hård ost lavet af fåremælk med en kraftig og intens salt smag. På trods af navnet produceres denne ost hovedsageligt på Sardinien. Pecorino Romano er en beskyttet titel med mærkningen D.O.P, som betyder, at producenter af osten følger et strengt reglement, der bygger på den metode, som de gamle romere brugte for over 2000 år siden.

Ingredienser 4 personer

500 gr. Spaghetti
4 æg
300 gr. guanciale (alternativt pancetta dolce)
1 dl. ekstrajomfru olivenolie
70 gr. revet Pecorino Romano D.O.P.
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

Start med at bringe 4-5 liter saltet vand i kog til spaghettierne. Skær guanciale ud i store tern og steg det på en pande i olien. Når det er sprødt, tager du det af og lægger det til side og lader olien forblive på den varme pande. Pisk æggene sammen i en skål og rør to tredjedele af den revede Pecorino Romano i.

Tricket bag en vellykket spaghetti alla carbonara er at bikse retten sammen i en vældig fart, men i den rigtige rækkefølge, som vil sikre, at retten ikke bliver tør.

Proceduren er, som følger: Kog pastaen, til den er al dente. Hvis olien ikke længere er varm, varmes den op, og guanciale kommer tilbage på panden. Hæld hurtigt vandet fra spaghettierne uden at dræne pastaen fuldstændigt (lad den ikke stå og dryppe af). Når der stadig er lidt vand ved pastaen, holder den bedre varmen, og vandet bidrager til en cremet konsistens. Hæld straks pastaen over i en skål (ikke tilbage i gryden), og hæld derefter straks æggene over, mens du rører rundt. Hæld så den varme olie og smeltede fedt med guanciale over og rør, til den cremede sovs er godt fordelt.

Æggene skal ikke størkne som røræg, det vil gøre din spaghetti alla carbonara tør. Hvis du er bange for at spise rå æg, så brug hellere pasteuriserede æg.

Server med friskkværnet peber og revet Pecorino Romano over.

33 comments

  1. Sarah says:

    Nej hvor er det en dejlig ret. Normalt køber jeg det hos min pizza mand, som faktisk er italiener, men jeg fandt den her opskrift og tænkte, at det måtte prøves. Hold op det var godt og så nemt at lave!

  2. Gitte says:

    Jeg fandt opskriften da jeg i eftermiddags da jeg søgte efter en opskrift på spaghetti alla carbonara. Vi prøvede den af her til aften, og alle fire i familien elskede retten! Vi brugte hvad vi havde i køkkenet og lavede den derfor med fuldkornsspaghetti og parmesanost – sikkert ikke helt italiensk men en meget lækker og nem ret, som vi helt sikkert laver igen.

    Din blog er kommet på min blogroll, så jeg fremover kan følge med i de lækre opskrifter her på bloggen.

    Kh Gitte

  3. Søren Larsen says:

    Italiensk??
    Pasta som er kogt dej med røget flæsk og oste-æggesovs kendes i Danmark fra vikingetiden så så italiensk er den heller ikke. Den er de facto mindst ligeså dansk som italiensk – måske mere endda da den kan spores længere tilbage end den italienske variant, men dejligt smager den og er let og hurtig at lave (med mindre man laver sin pasta fra grunden)

    Søren

  4. Jeg laver lige jubel dans, inden jeg går i køkkenet og laver denne carbonara. Har altid synes retten smager fælt godt, men mine mave er desværre ikke så god til de fede ingredienser, så at se den oprindelig laves uden fløden er så dejligt.
    Elsker din side, og husker at linke flittigt, når jeg blogger min aftensmad 😀

  5. Martin Angelo Sunesen says:

    Der er rigtig meget olie i den her ret,kan mindre end 1 DL gøre det?
    Jeg prøvede med 1 DL i går og det var lige voldsomt nok.

    • Marie says:

      Hej Martin
      Som altid med opskrifter, så skal målene ikke nødvendigvis følges til punkt og prikke. Det gælder om at prøve sig frem.
      Fedtet i denne ret er vigtigt, fordi den varme olie og fedtet fra pancettaen er tricket, der sammen med lidt vand fra pastaen gør, at æggene bliver ‘creamy’ (også uden brug af fløde) og ikke tørrer ud. Derfor skal der meget olie/fedt til. Men prøv dig frem, det vigtigste er, at du kan lide resultatet!

      Mange hilsner

      Marie

  6. Laura Kjær says:

    Nøj, hvor har I jer en lækker side her. Jeg er en total sucker for italiensk mad. Nogle gange tror jeg, at jeg er en dansker med italiensk madsjæl 🙂
    Vil helt klart bruge jeres klassiske og kvalitetsbaserede opskrifter som inspiration til min egen blog og i dagligdagen. Jeg skriver også selv om italienske opskrifter, blandt andet, og I er netop kommet på min topblogliste. Take me back to Lazise!

    http://auraforlaurak.bloggersdelight.dk/

    • Marie says:

      Hej Laura
      Tak for din kommentar, hvor er det fedt at høre, at du kan bruge opskrifterne! Og ja, det er svært at have noget imod italiensk mad… det kan jeg kun tilslutte mig 🙂

      Mange hilsner

      Marie

  7. Danica says:

    hejsa,

    når jeg laver retten, synes jeg æggene klumper sammen (?). er det fordi jeg putter for meget ost i eller hvordan? Skal sovsen være flydende (det var den ikke)? selvom det klumpede sammen, skal det lige siges at det alligevel smagte godt.

    god blog!

  8. Stefan says:

    Simpelt og fantastisk ret. Vigtig med god bacon/pancetta her.

    Jeg er lidt splittet med æggene. Bruger oftest kun blommerne. Hvorfor foretrækker du de hele æg?

  9. Jerzy says:

    Jeg vil helst komme så tæt som muligt på original version, men i det her tilfælde er der ikke kun én variant af retten men mange, hvad en internetvandring hurtigt beviser.

    For det første er der mindst 3 historier om rettens oprindelse jfr. d’herrer Harder, for det andet er ingredienserne legio.

    Jeg har eksperimenteret med at bruge pancetta, guanciale og blanding af de to og finder, at guanciale giver den kraftigste tilsmagning.

    Jeg foretrækker pasta, der er bedst til at holde på den lækre sovs fx. rigatoni eller conchiglie, men båndpasta som fettucine, tagliatelle eller pappardelle, især all’uovo er mine foretrukne. Inspireret af din opskrift kommer jeg godt med pecorino i stedet for parmigiano.

    Som fanatisk elsker af alt italiensk, især mad, finder jeg din side meget inspirerende og vil prøve alle de lækre retter du præsenterer her med de flotte billeder.
    Tanti saluti e buon Natale
    Jerzy

    • Marie says:

      Hej, ja – og der er mange historier – og endnu flere variationer over retten. Enhver finder sin egen favorit – så længe visse gyldne grundregler håndhæves, så er det vel også på sin plads 😉 jeg er glad for at høre, at vores side inspirerer! Gode julehilsner fra Milano.

  10. Marie G says:

    Den bedste carbonara, jeg har fået! Kviede mig ved en hel deciliter olie og nøjedes med en halv; stadig fantastisk resultat begge gange.
    Er nu ved at lave sofritto til ragu’en. Håber, den bliver lige så god!
    Tak for opskrifterne!

  11. Hanne Fokdal Barnekow says:

    Hej Marie – så lykkedes det endelig at få lavet den perfekte Carbonara! Tak for det vigtige tip med at hælde spagettien op i en skål før man rør æggene i – og så al den gode varme olie oveni. Den fik også et godt drys af den finthakkedel bredbladede persille – det smager godt og ser jo smukt ud.
    Godt gået, at I er de første, der dukker op, når man søger på Carbonara – i har fået endnu en glad tilhænger.
    Kh Hanne i Stockholm

    • Marie says:

      Hej Hanne
      Sikke en skøn kommentar – og endnu bedre, da jeg havde læst den færdig og så, den var fra dig 🙂 godt, at du lykkedes med retten – simpel, men ikke så let, som man skulle tro.

      Kh Marie

  12. Adam "Corleone" Piotrowski says:

    Super god blog. Super gode opskriftter. Jeg er opvokset på Sicilien og kender mest til mad derfra. Men du har virkelig god blog. Hils din mand.!

  13. Isabella Vadstrup Petersen says:

    Ville bare lige sige det er en mega god opskrift. Så hvis gør ligesom mig og kigger på kommentarerne for og se 9m det er hver så er det helt

  14. Nicolaj says:

    Fantastisk opskrift, har desværre først fundet den 7 år for sent 🙂 Og udover det så generelt lækre opskrifter ??‍♂️

  15. Dorte says:

    Bedste opskrift i familiens kogebog – een af min families top 5 retter👍 Eneste problematik er, at vi ikke spiser det på restaurant længere – ‘Din smager bedre, mor’ 😁 (vi topper den med halve cherry tomater for syre og friskhed)

Skriv et svar til Danica Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *