Casarecce med rejer og vilde asparges – casarecce con gamberetti e asparagi selvatici

Pluk-selv delikatesse. Vi har brugt vilde asparges til denne pastaret, med du kan også sagtens bruge almindelige grønne asparges, som er til at få fat i i sæsonen i Danmark. De vilde asparges er tyndere og har en kraftigere og en smule mere bitter smag end de almindelige. Og så skal de jo lige plukkes, før de kan spises!

For nylig kom en vores naboer forbi med en buket vilde asparges, som han havde plukket i krattet langs vejen, der fører op til vores hus på en bakketop i Liguren. Tænk engang, vi anede ikke, at der voksede vilde asparges lige uden for døren. Efter lidt research på nettet og et par gode råd fra naboen gik vi selv på jagt efter delikatessen, som er næsten umulig at købe i butikkerne, men efter sigende at finde på visse eksklusive restauranters menukort.

Så fluks ud på jagt i krattet. Bakken, vi bor på, var i gamle dage helt opdyrket med oliven, vin og frugtplantager, men i dag er de fleste af de gamle landbrugsjorde vokset til med et tæt og ufremkommeligt tornekrat. Under det vokser de vilde asparges. En nåleagtigt plante, der filtrer sig ind i de buske, den vokser imellem. Selve aspargesene er ikke frugter, men nye skud på planten, som skyder op helt nede ved rødderne, når det er sæson fra marts til maj. De er ikke helt lette at komme til, men smagen og tilfredsstillesen ved at spise mad vi selv har plukket i naturen, er hele besværet værd. Og nu da vi ved, hvor vi skal lede, finder vi nye aspargesskud hver eneste gang, vi går en tur.
Sikke et luksusliv.

Ingredienser 2 personer
Et bundt vilde asparges (vi havde ca. 70 gr. at gøre godt med efter den første’ jagt’)
150 gram rejer
1 fed hvidløg
½ dl ekstrajomfru olivenolie
Et brev safran
En stilk bredbladet persille
Salt og peber
200 gr. pasta af typen casarecce

Sådan gør du
Sæt en gryde over med mindst 2 liter vand til pastaen. Saml aspargesene i et bundt, og bind dem med et lille stykke snor, så de holder sig sammen. Bring en lille smule vand i kog i bunden af en høj smal gryde med låg. Damp så aspargesene her på højkant. De skal bare koge i et par minutter eller tre, til de er blevet mørkegrønne, men stadigt sprøde. Hvis du ikke har en egnet gryde til at dampe aspargesene i, kan du alternativt  bruge en almindelig gryde med en lille smule vand i bunden og koge aspargesene der.

Når aspargsene er klar, hælder du vandet fra og skærer dem ud i mindre stykker. Lad toppene være hele. Så varmer du olien på en pande og tilsætter det hele fed hvidløg. Lad ikke hvidløget tage farve. Tilsæt aspargsene, og svits dem sammen med hvidløget ved høj varme i et par minutter.

Opløs et brev safran i en øsefuld af det kogende pastavand (vi plejer at bruge safranpulver, men jeg har aldrig set det i butikkerne i Danmark. Følg anvisningerne på pakken af den type safran, du bruger). Tilsæt safranvandet og salt efter smag og behag, og lad det koge til sovsen er reduceret en smule. Tilsæt så rejerne. Vi brugte frosne rejer, de skal tøs op og skylles, inden du tilsætter dem. Efter rejerne er kommet i, skal sovsen bare lige have 30 sekunder på blusset, ellers bliver rejerne tørre. Sluk nu for blusset, indtil pastaen er klar.

Kog pastaen til den er næsten al dente. Hæld så vandet fra, og hæld pastaen over på panden til sovsen. Tænd for blusset, og vend pastaen i sovsen og lad den varme i et par minutter indtil den er al dente. Vi brugte pasta af typen casarecce, men du kan også sagtens bruge en anden type kort pasta. Penne, maccheroni eller farfalle (sommerfugle) er gode alternativer.

Server med et stænk ekstrajomfru olivenolie, friskkværnet peber og et drys af hakket bredbladet persille.

Apargestip: Når du køber asparges, så gå efter de tyndeste og mest faste, du kan finde. De bedste er ikke tykkere end en blyant. Når du kommer hjem, så skær det nederste af, og stil aspargesene i et glas med vand som en buket blomster. Så holder de sig friske længere.

Flere opskrifter med asparges

Risotto med aparges – risotto agli asparagi

Æggekage med vilde asparges – frittata con asparagi selvatici

4 comments

  1. Det lyder lækkert – og det er altid spændende selv at plukke sin mad – det giver sådan en dejlig følelse af….. ‘oprindelighed’ ville jeg sige, hvis jeg kunne tage det ord i min mund. Men det er herligt at være jæger og samler!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *