15 tips: Sådan bruger italienerne natron

image

En ting der slog mig, da vi boede i Italien, er italienernes brug af natron. Herhjemme har jeg kun brugt det i småkager og kiks og den slags, men i de fleste italienske husholdninger er natron er uundværligt produkt både i køkkenet og i den daglige rengøring. Det har status af universalmiddel – hvis ikke ligefrem vidundermiddel. Man køber Natron i supermarkedet i store konfektioner, der ligner dem med salt, og det koster kun en tiendedel af, hvad prisen er herhjemme.

Fornylig skrev jeg en artikel til Forbrugerrådet Tænk om netop natron. Der talte jeg med Livia Biardi, der er kemi- og miljøekspert i den italienske forbrugerorganisation Altro Consumo. De har testet natron som rengøringsmiddel og fundet ud af, at det kan erstatte en række dyrere og miljøskadelige produkter.

Jeg har samlet en guide med 15 tips til, hvordan du kan bruge natron, både i køkkenet, som rengøringsmiddel og som  skønhedsmiddel.

Sådan bruger du natron

…som naturligt skønhedsmiddel

Tandbørstning
Du kan bruge natron som middel til hvidere tænder som et ufarligt alternativ til de skrappe kemiske (og dyre) blegemidler. Put en smule natron på tandbørsten og børst som normalt. Brug ikke natron mere end en gang om ugen, da det ellers kan skade tændernes emalje.

Hårvask
Tilsæt en skefuld natron til shampoen, når du vasker hår, og bland godt. Natron fjerne rester af kalk og stylingprodukter og gør derved dit hår blødere og renere.

I badekarret
Tilsæt en halv kop natron til badevandet, når du går i karbad. Natron neutraliserer kalken i vandet, som ellers kan få din hud til at føles tør.

Håndvask
Fjern snavs og dårlig lugt fra fingrene med natron, f.eks, når du har tilberedt mad med fisk, ost eller andre lugtstærke fødevarer. Gnid hænderne i en blanding af tre dele natron og en del vand. Du kan også tilsætte en teskefuld natron til en almindelig dosis håndsæbe, når du vasker hænder, som en ekstra effektiv lugtfjerner.

Pedicure
Tilsæt to skefulde natron til fodbadet og lad fødderne være i blød i 10-15 minutter. Lav en blød pasta ved at tilsætte en smule vand til en skefuld natron, og brug blandingen til at massere zoner med hård hud under fodsålerne for at blødgøre huden.

… som hemmelig ingrediens I køkkenet

Vask grøntsagerne
Snavs, bakterier og pesticidrester kan fjernes sikkert og effektivt fra frugt og grøntsager ved at vaske dem i vand tilsat et par skefulde natron.

I tomatsovsen
Et italiensk husmodertrick går på at tilsætte en knivspids natron til tomatsovsen, når der tilberedes traditionelle italienske pastaretter. Natron neutraliserer syren i tomaterne og er et alternativ til sukker, der ellers er en fast ingrediens i italiensk tomatsovs.

I bagværk
I Danmark har natron traditionel været brugt bagværk. Tilsætter du sprødhed til småkagedejen, giver det en sprødhed udover at fungere som hævemiddel.

I æggekagen
Prøv at tilsætte en knivspids natron for hver gang, du tilsætter tre æg, i din æggekage. Resultatet bliver en luftigere æggekage. Se opskrift på æggekage med vilde asparges.

 …som ugiftigt og miljøvenligt rengøringsmiddel

Universalmiddel
En natronopløsning kan bruges som et all-round rengøringsmiddel, der opløser fedt, fjerner lugt og samtidig har en let desinficerende effekt. Lav en opløsning af en halv liter vand med et par skefulde natron, som du hælder i en sprayflaske. Kan bruges på alle overflader.

Pletfjerner
Brug natron til at fjerne pletter, mærker og lugt fra te og kaffe i krus og termokander. Sæt krus og kander i blød i en blanding af vand og natron – eller lav en pasta af natron med en smule vand til de særligt genstridige pletter.

Som lugtfjerner
Stil en skål med natron i køleskabet for at neutralisere lugten fra stærkt lugtende fødevarer. Skift skålen efter ca. en måned. Du kan også drysse natron nederst i kattebakken, i vaskemaskinen og affaldspanden for at fjerne uønsket lugt, der kan opstå her.

Til ovnen
Brug natron som alternativ til ovnrens ved at lave en pasta af natron og smule vand, som du smører ud indvendigt i en let opvarmet ovn. Lad det virke et par minutter, og brug derefter en svamp eller klud (gerne af microfiber), til at tørre natron og snavs af med.

På badeværelset
Hvis du gør regelmæssigt rent på badeværelset, behøver du ikke de aggressive kemiske midler. Brug en pasta af natron og vand i stedet for skurecreme og wc-rens.

Tæpperens
Rens dine tæpper og fjern dårlig lugt ved at drysse natron ud på tæppet, og lad det virke et par minutter. Støvsug derefter tæppet som normalt. Denne metode fjerne samtidig dårlig lugt, der kan opstå i selve støvsugeren.

Se flere tips & guides

66 comments

  1. Ja, det er lidt af et vidundermiddel. Englænderne bruger det på samme måde(r).
    Småkager bliver rigtig gode, hvis man erstatter bagepulveret med natron og lidt vinsyre. Det er også et trick, jeg har lært fra englænderne 🙂
    vh/Karen

  2. Jeg har boet i USA en periode og derovre bruger man også natron til de ting du beskriver ovenfor. Pakkerne var også tilsvarende (meget) større. De små bøtter man kan købe herhjemme bliver hurtigt tømt hvis man bruger dem til diverse husråd- måske skulle vi bede om pakninger på ½ og 1 kg som forhandles i fx USA, da det jo, som du skriver er mere miljøvenligt og faktisk overraskende effektivt. 🙂

        • Marie says:

          Tak Sigga
          Natron og soda er dog ikke helt det samme – jeg ved ikke, om soda virker på samme måde i forhold til de forskellige tricks…

          Hilsner Marie

          • Jette says:

            Soda kan IKKE erstatte Natron idet soda ikke kan bruges til indtagelse.
            Hvor der er tale om regøringsbrug, eller for den sags skyld til at ‘pudse’ sølvsmykker (ved hjælp af soda, kogene vand og staniol) kan vaske soda godt bruges.
            Jeg har iøvrigt læst at man ved at opvarme natron kan omdanne det til vaske soda. MEN, det er jo ikke lige det vi har brug for siden en pæn stor pakke vaske sode koster ca. 17,- og natron er noget dyrere.

    • Susanne says:

      Jeg har boet i Italien i mange år og kender mange af jeres råd. Men vil lige tilføje at man godt kan købe natron i Matas i halvkkilo pakninger, Sidst jeg tjekkede var prisen 38 kr. for et halvt kilo.

  3. Dorthe says:

    I asiatiske butikker kan man ofte finde det som “Pure Baking Soda”. I “Asian Supermarket” i Banegårdsgade i Århus har jeg købt det til 11-13 kr for en pakke med 454 g. Dét er da billigt ifht. rengøringsmidler, kosmetik og hvad det nu ellers kan bruges til…
    I øvrigt også godt mod for meget mavesyre (1 tsk i et glas vand. Det skal opløses HELT inden det drikkes)

  4. stella andersen says:

    Hvor kan man så købe natron i større mængder, hvis man fks, vil bruge det på tæpper så rækker en lille dåse jo ikke langt :O)

  5. Jette says:

    Jeg bruger natron som deodorant. Kokosolie blandet med natron, det er den bedste deodorant jeg har prøvet.
    Jeg fik kløe af dem man kan købe, selv de milde.
    Hvis man ikke kan lide lugten af kokos kan man købe en uden duft, er lidt dyre i kg pris.

  6. Jeg ville bare sige at man ikke behoever at bruge mere end en knivspids i et halvt glas vand mod mavesyre…en tskfuld er aaaaalt for meget….jeg er bosiddende i Italien og har i aarevis brugt natron paa alle disse maader…;-)

  7. Kenneth V. Nielsen says:

    Natron er godt mod meget mavesyre, en tsk i et glas vand, det dæmper når mavesyren står oppe i halsen..

  8. Nina says:

    Her er lige to tips mere!
    1. Hvis man har en blist i munden, så hjælper det at skylle munden i 1-2min i vand tilsat 1 teske natron.
    2. Det er super effektivt mod urenheder, så hvis man har en bums så kan man lave en blanding af 3 dele natron og 1 del vand og derefter smøre på bumsen. Natron kan også bruges til at exfoliere/skrubbe huden (både i ansigt og på kroppen)!
    Natron er uundværligt!

  9. Elsebeth says:

    Enhver amerikansk husmor med respekt for sig selv har en pakke natron stående i køleskabet.
    Desværre er mange danske gode husråd blevet glemt af de fleste i dag. Jeg bruger soda sammen med sæbe i min kogevask – også et ældgammelt råd.
    En tår eddike i det sidste hold skyllevand i maskinen eller uldvask, hårvask eller i koldt vand til skyldning af stærkt farvet tøj inden vask (binder farven) – alle virksomme gamle råd.

  10. Line says:

    Har indtil videre brugt dit simple trick til min thermokande med stor succes! Pletterne fra theen udenpå den gik også fint af – den er i rustfri stållook så dejligt man ikke behøver ridse den unødigt.
    Har viderbragt tips til alle der gad lytte 🙂

  11. Endnu et tip:
    Hvis du skal lave brunede løg, bruner de hurtigere, hvis du putter lidt bagepulver ved.
    (bagepulveret neutraliserer syren i løgene)

    /Sejer

    PS. er lige faldet over jeres blog, og er virkelig imponeret. Meget flot og gode opskrifter.

  12. Nadia Cocuccioni says:

    Man kan finde natron i helsekostbutikker! Jeg fandt den i Helsemin, dog er prisen stadig højt i forhold til Italien!!
    Forresten dejlig blog!!
    Hilsen

  13. Torben Tjerrild says:

    Natron køber jeg i 25 kg’s sække for 100 kr ved SP Foder og energi i Østbirk. Hornsyld Købmandsgård ligeledes til godt 100 kr. 100 kg koster ca 300 + moms. God fornøjelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *